Hvis noget blot bliver nævnt, har det ikke samme virkning, som hvis du selv skal opdage, hvad der menes. Prøv at se følgende eksempel:

“Hans hadede hunde”.

Virker det stærkt?

Næ, ikke synderligt, vel? Hvem er Hans? Hvorfor skulle du bekymre dig om, hvorvidt fjolset kan lide hunde eller ej? Du kender ham jo slet ikke?

Men hvis du skriver en hel scene om Hans og hans forhold til hunde, kommer læseren til at opleve det selv. Læseren finder selv ud af, at Hans hader hunde. Det virker straks stærkere, fordi læseren nu kan forholde sig til det og måske kommer til at le ad Hans, eller at hade ham, afhængigt af, hvordan du beskriver scenen.

Synsvinklen har også en stor betydning. Skriver “Hans” i jeg-form? Eller beskrives han udefra?

Her er et andet eksempel: Maj syntes, at Camilla var egoistisk.

Læs her, hvordan den scene kunne se ud. Tag venligst forbehold for, at jeg ikke har de store erfaringer inden for skønlitteratur endnu Jeg kan prale af to udgivne noveller, men den korte form giver som regel ikke mulighed for at beskrive nogle få ord i en lang scene.

Moderen talte længe i telefonen. Hun talte med lav stemme og uden de sædvanlige afbrydelser af mere eller mindre påtaget latter.

Maj vidste, at det var onkel Poul. Poul ringede mindst en gang om ugen til sin søster, især efter at mormor var død, og hun plejede at kunne følge med i samtalen, uanset om hun ønskede det eller ej.

I dag var anderledes.

Så lagde moderen røret, rømmede sig, og kaldte:

“Maj og Camilla – kom lige engang.”

Maj kunne fra gangen, hvor hun befandt sig, se Camilla rejse sig fra sin seng og smide bogen fra sig, så siderne blafrede. Hun følte sig nærmest usynlig, da Camilla stormede forbi hende og ind i stuen, hvor moderen havde tændt en hjemmerullet cigaret. Hvor mange år var det egentlig siden, at hun havde røget Cecil, tænkte Maj, mens hun fulgte Camilla hen mod moderen.

Hun havde sommerfugle i maven, men vidste ikke rigtigt, hvorfor.

“Onkel Henning er syg”, fortalte moderen uden indledning. “Han har AIDS i udbrud og vil ikke leve længe.”

Maj følte det som om, at hun var blevet ramt af et lyn. Henning syg af AIDS? Aldrig havde hun forestillet sig den mulighed. Hun mærkede tårerne presse på, men så blev hun opmærksom på sin lillesøster.

Camilla var på vej i fuld fart ud af stuedøren med det lange, lysehår svingende som en pisk efter sig.

Kort efter hørte Maj hoveddøren smække.

Moderen løb efter Camilla, mens hun kaldte på hende.

Maj stod alene tilbage i stuen.

Kan du lide at læse en god krimi? Så har du måske også overvejet at blive kriminalforfatter. Drop tanken om, at der er så mange kriminalromaner derude på markedet i forvejen. Der er altid plads til en god krimi mere, for vi mennesker elsker at løse gåder.

Hvis du ikke allerede har idéer til et plot, kan du let få det bare ved at holde øjnene åbne.

Frossen ånde

Da jeg var barn og havde en halv times gåtur til skolen hver dag, havde jeg masser af tid til at tænke, dagdrømme og fantasere. Så det gjorde jeg.

En af de idéer, jeg fik, var plottet til en krimininalroman.

Jeg krydsede en vej, og i den anden ende af vejen stod der nogle mennesker. Det var januar og bidende koldt, og man kunne se deres ånde.

Min fantasi tog omgående over og ændrede det kedelige scenario.

En af personerne i den anden ende af vejen var i virkeligheden død. Myrdet. Morderen havde bare stillet personen op, så det så ud som om, at han var levende endnu på dette tidspunkt, hvilket gav morderen et alibi.

Problemet var bare, at der ikke var nogen frossen ånde at se. Noget, som detektiven (mig) ville komme i tanke om senere, hvorefter mordgåden ville være løst, den skyldige komme i fængsel, og alle kunne leve lykkeligt længe efter. Alle, undtagen mordofferet, selvfølgelig.

Nå, men jeg måtte vist hellere skynde mig at komme til time …

Den barnlige fantasi holder vist ikke til en rigtig bog, men der kunne måske pyntes på det. Plottet kunne krydres ved, at detektiven var en kvinde, og hun var vant til at inddrage sin mand, som var hypnoterapeut, i opklaringsarbejdet. Så kunne den manglende frosne ånde blive opdaget under hypnose.

Men et er en pludselig spontantopstået idé som denne. Den kan man ikke tvinge frem, selv om man kan træne sig op ved at bruge sin fantasi så meget som muligt. Noget andet er at sidde foran computeren og skulle i gang med at skrive. Hvor kan du så finde idéer til kriminelle plots?

Virkelighedens verden … og aviserne

Der begås mord og kriminalitet hver dag. Hvis du skulle være i tvivl, kan du bare tænde for fjernsynet eller åbne en avis. Der er masser af god inspiration at hente her, bare du pynter på historien. Fx er mange virkelige forbrydelser enormt trivielle. Forbryderne har vitterlig ikke meget fantasi, og de begår deres handlinger ud fra simple hensigter, som aldrig ville kunne skabe en god bog: dumhed, griskhed, en kombination af begge.

I øjeblikket præger følgende mordgåde Frankrig. Her kommer fakta:

En familie på seks personer fra Nantes forsvinder sporløst i starten af april 2011.

Moderen, en gift kvinde i starten af 50′erne er blevet skudt i tindingen. Hun er blevet fundet død sammen med hendes fire børn i alderen 14-20. Alle er skudt i tindingen, to skud, undtagen den yngste dreng, som tillige har fået to skud i brystet.

Der var ingen yderligere spor af vold, og der blev ikke fundet blod i huset.

Moderens bil er fundet parkeret i nærheden af hjemmet. I pollenstøvet er der skrevet: “Du havde ikke ret til det. Vi savner dig. PK”

Ægtemanden er forsvundet.

Manden begyndte at gå til skydning fire måneder tidligere, fik våbentilladelse, og købte våben.

Konen, som var meget religiøs, har bedt en nonne om at bede for sig, fordi “hun ville få brug for det”.

Familien havde store økonomiske problemer, fordi faderen var selvstændig. (I Frankrig er det døden at have sit eget firma).

Den tidligere nabokone til familien er forsvundet på samme tid som familien. Hun havde forinden taget et stort lån.

Før sin forsvinden havde faderen givet myndighederne besked om, at hans sønner ikke ville komme i skole mere, fordi de alle skulle flytte til Australien. Han angav, at han arbejdede som spion og skulle under vidnesbeskyttelse.

Faderens bil er blevet fundet på en parkeringsplads i Østrig ved det hotel, han tilbragte natten på i midten af april.

Som du sandsynligvis kan forestille dig, stiller alle sig spørgsmålet: Hvad er der foregået? Hvad er årsagen til mordene? Er det familiefaderen, der koldblodigt har skudt sin familie og er stukket af med nabokonen? Eller er han også død?

Uanset hvad den virkelig årsag til misgerningen er, kan der bestemt bygges en god bog over handlingen. Du mangler bare at finde en slutning, der vil tilfredsstille læseren.

Hvis du mangler idéer til at skrive en roman, kan du forsøge dig med et spil “hvad hvis”. Det hele starter med en idé, hvorefter du skal stille spørgsmålet: Hvad hvis …” Best-seller forfattere som fx Stephen King benytter sig af metoden, og også … Nej, vent, jeg tror, jeg vil lade dig gætte hvad det her er:

En person har nogle specielle evner, som blandt andet betyder, at personen kan fjerne sygdomme, endog død.

Hvad hvis denne person er en stor, sort mand?

Og hvad hvis denne sorte mand bliver fundet med to døde piger i armene, og at han derfor ender på dødsgangen?

Jeps, så har du begyndelsen til “The Green Mile” af Stephen King, filmatiseret med Tom Hanks i hovedrollen.

Prøv denne her:

En teenager går tilbage i tiden og møder sine forældre, da de var unge, og moderen forelsker sig i ham.

Ovenfor har du grundidéen. Hvordan får du udviklet en hel bog (eller film) ud fra den idé?

Først og fremmest er det nødvendigt med mindst tre personer for at kunne føre idéen ud i livet: teenageren, moderen og faderen.

Eftersom moderen historisk set har forelsket sig i faderen, men nu forelsker sig i sønnen, viser det, at hun har været på udkig efter en kæreste. Eftersom hun foretrækker sønnen frem for faderen fortæller det også, at de må være grundlæggende forskellige.

Normalt er det faderens rolle at være den stærke og opdrage sønnen, men hvad hvis det nu er omvendt i denne her situation? Hvis Marty (jeps, fra Tilbage til Fremtiden) var den smarte og kloge, og hans far den svage og undertrykte, som kan lære noget af sønnen?

Hermed begynder George McFly at få liv, og det samme gælder hans fremtidige søn, Marty, og hans romantiksøgende mor, Lorraine.

Mange andre spørgsmål kræver et svar som fx, hvordan rejste han i tiden? Var det med vilje eller et uheld? Kom han tilbage igen? Hvad vil en nutidig knægt foretage sig i fortiden? Hvilke farer er involveret? Hvad er konsekvenserne af, at hans mor forelsker sig i ham?

Hvert af disse spørgsmål kan uddybes ved at stille ekstra spørgsmål, som fx “hvordan rejste han i tiden?” – hvad hvis tidsmaskinen var en bil? Hvem byggede tidsmaskinen? Hvad hvis det var en skør opfinder?

Aha, så har vi en person mere, nemlig Doc Emmet Brown.

Til spørgsmålet: Hvad vil en nutidig ung foretage sig i hans forældres tidsalder, kunne man forestille sig “hvad hvis” spørgsmålet: Hvad hvis han opfandt skateboardet? Eller Rock’n'Roll? Hvad ville de betyde for vores nutid? Hvordan ville det blive modtaget i datiden?

Hvis Marty skal opfinde rock’n'roll, skal han nødvendigvis kunne spille musik. Altså skal det introduceres så tidligt som muligt, for at det kan virke troværdigt. På samme måde med skateboardet. Vi er nødt til at vide fra start af, at han er en skateboarder.

Et af spørgsmålene, “kom han tilbage igen”, danner faktisk baggrund for noget af spændingen og klimakset i filmen. Hvordan kan Marty komme tilbage igen? Hvilke ting kan gå galt? Hvad nu hvis …

Kan du stille lignende spørgsmål til din roman-idé?

Hvor meget har du lært om at skrive?

Jeg kom til at tænke på det, fordi jeg lige nu er ved at genlæse “Hypnotic Writing” af Joe Vitale, og han nævner Stephen King, og det fik mig til at tænke på hans bog “On Writing”, og tænkte jeg videre på nogle af alle de bøger og kurser, jeg har taget, og bliver ved med at tage.

Med et mål: at blive bedre til at skrive.

Hvor meget har du gjort ud af det indtil nu?

Jeg spørger ikke for at dømme dig. Peter Høeg (kan aldrig huske, hvordan hans navn staves) fik stor success som forfatter, selv om han ikke kan stave til så almindelige ord som “i dag”, “i går” og “i morgen”. Folk mener, at han skriver fantastisk godt. Måske. Han imponerede mig ikke, må jeg indrømme, men han er et bevis på, at man kan stave som en brækket arm og blive udgivet.

Stavning er også det mindste, når det handler om at skrive. Kunsten at skrive omfatter så meget, og der er utrolige mængder at lære. Hvornår er man færdig?

Aldrig … Så måske er det bedre slet ikke at begynde at lære?

Mit personlige valg har været at lære og blive ved med det. Men jeg skriver dagligt. Ja, min roman halter, fordi jeg ikke er tilfreds med den, men jeg skriver 1-3 artikler dagligt. Jeg skriver blogindlæg og salgsbreve. Så jeg handler og skriver.

Hvis du ved at lære sætter dig selv i pause, så lad være. Lad ikke læringsprocessen blive en undskyldning for ikke at foretage dig noget.

Du skal lære for din fornøjelse og for glæden ved at se, at det skrevne bliver bedre og bedre. Ikke for at udskyde handlingen til i morgen.

Nå, jeg må videre med “Hypnotic Writing”. Jeg elsker at lære og at skrive. Når disse to ting forenes, er det perfekt.

En ting er formlen for at skrive en boganmeldelse. En anden er at tjene penge på det. Du vil lære begge dele, når du læser denne blogpost.

Formlen for en boganmeldelse

For at en boganmeldelse skal være god og oplysende, er der bestemte punkter, du skal have med.

Disse er:

• Navnet på bogen.
• Navnet på forfatteren.
• Antal sider i bogen.
• Prisen på bogen.
• Evt. hvor bogen kan købes.
• Kort resumé af bogen.
• Din mening om bogen.
• + Har bogen haft en effekt på dit liv?

I nogle tilfælde giver det mening at have en fakt-boks, der oplyser kort om navn, forfatter, antal sider og pris. Det vil gøre anmeldelsen mere overskuelig.

Herefter kan du brede dig ud i resuméet af bogen (dog uden at røbe for meget), og din mening om bogen. Det bedste er, hvis din mening er nuanceret, dvs. ikke udelukkende positiv eller negativ. Der er næsten altid et eller anden enten positivt eller negativt at sige om en bog. Find det punkt, og din vurdering vil forekomme ærligere.

Hvis bogen har haft en positiv indvirkning på dit liv (fx du har tabt dig 40 kg, du har reddet dit ægteskab, du har grinet i 14 timer i træk), så nævn det i din anmeldelse. Folk vil altid gerne vide den slags ting, for har bogen haft en indvirkning på dit liv, kan den også have en indvirkning på deres liv.

Hvordan kan du tjene penge på en boganmeldelse?

Hvis du er så heldig at være boganmeldelser på et ugeblad eller en avis, får du penge for dine anmeldelser. Men hvad med alle andre?

Du kan tjene penge på dine boganmeldelser, hvis du finder et affiliate-link til den bog, du vil anmelde.

Herefter skriver du din anmeldelse ud fra ovenstående formel, men i stedet for at linke direkte til det sted, bogen kan købes, bruger du dit affiliate-link.

Klart nok vil du ikke tjene penge på anmeldelser, hvor du sabler en bog ned. Har du læst en elendig bog, er det en god idé at anmelde den alligevel, fordi dine læsere så kan se, at du ikke bare anbefaler hvad som helst.

Men har du været begejstret for en bog, vil det smitte af i anmeldelsen, og en læser vil være meget tilbøjelig til at købe bogen selv.

Frem for alt skal du altid være opmærksom på, at der er mange andre måder end den traditionelle bogudgivelse, hvis du vil tjene penge på at skrive.

Hvad enten du skriver faglitteratur eller skønlitteratur, får du brug for tale-etiketter i det øjeblik, du kaster dig ud i direkte tale – dialog.

Tale-etikker er den forklaring, du sætter efter den direkte tale, fx:

“Kom indenfor”, sagde hun.

Men “sagde hun”, “sagde han” osv. bliver hurtigt meget trivielt at se på, hvis du har en længere dialog, så hvad gør du?

Undlad tale-etiketten

En metode er at undlade tale-etiketten i hvert fald i nogle af tilfældene.

Hvis du fx lader to mennesker tale sammen, kan du mindst hver anden gang udelade tale-etiketten. Faktisk mere end det, fordi det bliver let for læseren at følge med, indtil du når omkring den sjette eller syvende replik.

“Kom indenfor”, sagde hun.

“Ih, hvor er her pænt”.

“Tak skal du have. Vil du have kaffe?”

“Ja, tak”.

Ikke verdens mest opfindsomme dialog, men til at finde rundt i, selv om jeg kun har brugt en enkelt tale-etiket.

Det kan gøres endnu tydeligere, hvis du tilføjer en sætning om, hvad der foregår – en ledsagende handling.

“Kom indenfor”, sagde hun.

“Ih, hvor er her pænt”. Han travede ind i en entreen og stillede de våde sko på måtten.

“Tak skal du have. Vil du have kaffe?” Hun vinkede ham ind i stuen, alt imens hun selv bevægede sig hen imod køkkenet.

“Ja, tak”. Han snusede til den behagelige duft af nybragt kringle, og hans mave knurrede allerede ved tanken om lækkerbidden, der ventede ham.

Hvad kan du skrive i tale-etiketten?

En person kan hviske, sige, skrige eller mumle, når han siger noget.

Men han kan ikke “smile” en sætning. Medmindre han er bugtaler, måske …

Stryg følgende af repertoiret med det samme:

“Gør ved mig, hvad du vil”, smilede hun frækt.

Det er en ledsagende handling (smile), ikke en tale-etiket.

Det bliver endnu mere grotesk, hvis du vælger en anden handling end at smile, fx:

“Tak skal du have. Vil du have kaffe?”, skænkede hun op.

Nej, vel?

Tjah, faktisk har overskrift sagt alt, men okay, lad mig uddybe det indlysende lidt.

Skriv, så læseren forstår dig.

Da jeg gik i folkeskolen og gymnasiet, lærte jeg, at når vi skrev en stil, skulle vi skrive om emnet på en måde, så selv en totalt uforstående ville kunne vide, hvad det handlede om.

Skriver du sådan i dag, når du skriver blogindlæg eller artikler?

Lad være med at gå ud fra, at fordi du læser aviser og ser nyhederne i TV, så gør alle det. Gå ikke ud fra, at folk automatisk kender den “kendte” person, du omtaler.

Hvis jeg fx skriver, at jeg finder det dybt uretfærdigt, at Cantat kom så mange år i fængsel i udlandet, ved du så overhovedet, hvad jeg tænker på?

Nej, det kræver mere forklaring, så når du skriver – hvadenten det er blogindlæg eller artikler, så begynd med begyndelsen. Ja, altså ikke Adam og Eva (medmindre det er dit tema), men kom lige med en forklaring, så selv folk, der ikke ser TV (dansk i hvert fald) ved, hvad du skriver om.

Tænk altid laveste fællesnævner.

Forklar forkortelser, første gang du bruger dem.

Fortæl, hvem de mennesker er, du beskriver.

Lad være med at komme med indforståede “mellem-sidebenene” ting. Skriv så tydeligt, så selv min yngste hund forstår det. (Ah, ja, okay, det er måske lidt overdrevet. Hun forstår alt, hvad der har med mad at gøre, men det er også alt.)

Fortæl ikke om “hustruen”, “broren”, “moren”, “faren”, “arve-onklen” osv., men fortæl om din hustru, din bror, din mor, din far, og din arve-onkel. En undtagelse til denne regel er “dronningen”. Ja, vi ved vel alle, at når vi taler om “dronningen”, så er det selvfølgelig verdens navles dronning, også kaldet Lange-Grethe af visse frisører (hej Kimmer <– indforstået hint).

Derudover – ingen bestemte former, men fortæl, hvem der ejer dem. Det er ikke en selvfølge, nemlig, medmindre du kun skriver for dig og din ægtefælle, og i så fald bør du ikke sætte det online.

Dixi

Forfatteren

Har du ideen til, hvad du skal skrive om, men du kan alligevel ikke sætte ord på det?

Så har jeg løsningen. Lav en sindssyg regel.

En sindssyg regel kan fx være, at du aldrig må slutte en sætning med et ord, der starter på en vokal.

Denne regel giver absolut ingen mening, men begrænsninger viser sig igen og igen at øge kreativiteten.

Bare se på lav-budget film. Film-magerne har måttet klare sig inden for en meget skarp begrænsning – mangel på penge. Og disse film er som regel langt bedre lavet, og omfatter meget mere kreative løsninger, end film, der har et kæmpestort økonomisk budget.

Bruger du allerede en sindssyg regel til at narre din kreativitet frem i lyset? Fortæl om det i kommentarerne. Også hvis denne blogpost har inspireret dig til at gøre det fremover.

Noget af det værste en forfatter kan komme ud for er skriveblokering. Men faktisk er det nemt at undgå en sådan. Du skal bare vælge dit skrivelandskab omhyggeligt – også når det gælder dit indre miljø.

God atmosfære uden stress

Find dig et roligt hjørne af huset eller lejligheden – eller lej dig ind på et hotel, om nødvendigt – for at opnå en god atmosfære uden stress.

Hvis du forbliver i hjemmet, skal du sørge for, at din skrivetid er helt uden forstyrrelser i form af telefoner, støjende unger, gøende hunde, miavende katte, snakkende ægtefæller, e-mails, Tweets, osv. osv.

Med andre ord: Luk dig ude fra al støj og forstyrrelse.

Samme sted hver dag

Mange forfattere, heriblandt min helt, Stephen King, sværger til det samme skrivested hver dag. På den måde vil du ankomme i “zonen”, allerede når du sætter dig på stolen på dit skrivested. Du vil allerede være i stemning til at skrive, og kreativiteten vil indfinde sig hurtigere.

Er du stresset alligevel?

Hvis den blanke skærm stresser dig, så du alligevel ikke får skrevet noget, så drop det for en tid. Gå en tur, tag et bad, støvsug stuen, tag opvasken, eller lav noget helt, helt andet. Denne pause får dig til roligt at ændre tanker, så du bagefter er frisk til at skrive gode ting.

Har du et skrivelandskab? Fortæl mig om dit sted i kommentarerne.

Har du nogensinde været i et fremmed land, hvor du ikke forstod noget – eller kun meget lidt – af sproget?

Hvad gør du så? Forstår du noget alligevel?

For mange år siden var jeg på ferie hos min søster, der bor i Italien. Selv om jeg forstår en del italiensk, så er der langt til at kunne forstå og følge hele samtaler, se film på tv, osv. Alligevel forstod jeg en hel del …

Fordi italienere bruger hele kroppen, stort set, når de taler. De bevæger arme, hænder, mund, næse, øjne, overkrop, og ud fra deres kropssprog bliver det meget hurtigt tydeligt, om de er ophidsede, sure, glade, utilfredse, sultne, mætte, osv. Faktisk uden at kunne forstå et ord italiensk, vil du sandsynligvis kunne forstå en hel del af, hvad en italiener siger.

Men selv om vi ikke alle taler med hænderne, som latinere, så bruger vi kropssprog. Vi udtrykker os gennem holdninger, og ikke kun ord.

Hvis du vil øve dig i at fremstille en scene på en sådan måde, at dit budskab kommer frem, så prøv at skrive den helt uden at lade dine personer tale.

Beskriv udelukkende deres kropssprog, og lad dem forblive i isnende – eller måske varm? – tavshed.

Trækker manden forsigtigt stolen ud, før han sætter sig? Eller river han den ud med et ryk og sætter den med et brag på gulvet? Er hun henslængt over bordet med håret i suppen, eller sidder hun med foldede arme og mundvigende nedad? Hvad kigger hun på? Hvad laver hunden imens?