I sidste uge var jeg oppe i byen (Tours i Frankrig) for at finde nogle gaver. Der var en bog, jeg manglede, og jeg gik derfor ind hos France Loisirs, som er en boghandlerkæde, der kun sælger til medlemmer. Jeg var heldig! For en af mine yndlingsforfatter var der for at signere sine bøger. Eftersom der var stille og roligt i butikken, fik jeg lov at have en lidt længere snak med ham om at være forfatter, skrive bøger osv. Her kommer lidt uddrag af min samtale med Bernard Simonay.
Adventure og historie
Bernard Simonay skriver en blanding af historiske romaner og adventure og science fiction. Ofte er der overnaturlige elementer i bøgerne, og hans hovedpersoner besidder tit nogle specielle evner eller har overnaturlige sanser. Der er som regel tale om meget underholdende og spændende romaner, om end en enkelt har skuffet mig en del. Til gengæld er “Le Secret Interdit” (den forbudte hemmelighed) en af mine yndlingsbøger, og i sin tid mente jeg, at den overgik “Da Vinci Code” af Dan Brown. En af hans triologier er trykt i 30.000 eksemplarer!
Simonay er født i Paris og bor på landet nu med en masse dyr og sin kone og børn. Han har fået udgivet mere end 25 romaner. Den første, som kan købes i Danmark via Saxo, Phénix, udkom i 1986.
Ifølge hans biografi og hjemmeside har vi en del til fælles, bl.a. at kunne lide irsk whisky. Og så faldt jeg totalt for dette citat:
Je n’aime guère les hommes politiques. Et surtout pas Georges Bush et sa clique de crétins évangélisto-capitalistes !!!!
(Jeg bryder mig ikke om politikere. Og især ikke George Bush og hans klike af evangelist-kapitalist-idioter!!!)
Vi har talt sammen før, ikke?
Vores samtale begyndte godt, for Bernard Simonay genkendte mig. Ja, det er rigtigt. Vi købte nogle af hans bøger allerede i 2003 (29/6), hvor der var et stort bogmarked i Amboise, og vi var oppe og kigge på. Vi talte med ham (kendte ham ikke på forhånd), og han spurgte mig, om jeg kom fra Danmark. Jeg var imponeret over, at han kunne gætte, hvor min accent stammede fra, men han påpegede med et blink i øjet, at jeg havde en t-shirt på, hvor der stod Copenhagen. Nå, ja …
Sidste år, den 7. juli, var han i Tours, og det havde jeg set inden, så også der var jeg på pletten for at få hans autograf i en bog.
Hvor lang tid tager det at skrive en bog?
Et af mine spørgsmål var, hvor lang tid det tog ham at skrive en bog, for han har mange bøger, rigtig mange bøger på samvittigheden. Bernard Simonay svarede, at han var ca. 6 måneder om en bog, fra idé til færdigt manuscript.
Forsigtigt og lidt flovt (for den slags hører forfattere vel hele tiden) sagde jeg, at jeg selv var kommet i gang med at skrive en roman omsider. At jeg havde fået udgivet mange fagbøger, men altid havde drømt at skrive romaner. Min vanskelighed var at udfylde alle de små punkter imellem de store linjer.
Simonay forstod godt, hvad jeg mente. Det var også noget af det sværeste, svarede han. Han skrev altid hele handlingsforløbet ned, og så satte han sig og lukkede øjnene, og så det hele for sig. Herefter kunne han skrive.
Hm … Et meget godt råd. Det må prøves 
Fra idé til trykt bog
Bernard Simonay var glad for at fortælle om sit arbejde, men skrivejobbet er nok også verdens mest interessante. Idéerne kunne komme til ham fx på en ferie i Auvergne, hvor han så et vulkanområde (Les Enfants du Volcan – 2008), og nogle gange var det endda kun området, der sagde han noget. Så vidste han, at det ville han bruge en dag, når den rette idé kom. Nogle gange gik der et par år imellem disse to begivenhder. For tiden arbejdede han på en bog om Rom i historisk tid med alle intrigerne og mordene, og han var kun i gang med research nu. Først når han havde hele baggrunden, ville han gå i gang med at skrive. Hans forlægger var altid med på hans idéer og havde fuld tillid til ham.
Interview
Da jeg følte, at jeg dårligt kunne tillade mig at suge flere oplysninger ud af ham her og nu, spurgte jeg, om jeg måtte interviewe ham per e-mail, og det fik jeg omgående et Ja til! Så det bliver et af projekterne i starten af næste år. Jeg gav ham mit visitkort med vores ræve-logo på, så han kunne huske mig, også når jeg henvendte mig via e-mail. Det puttede han i sin brystlomme. Og så sagde han: Vi ses per e-mail.
Er der spørgsmål, du kunne tænke dig at få besvaret af en rigtig og succesrig forfatter? Så skriver du det bare i kommentarerne herunder.
{ 2 comments… read them below or add one }
Tillykke med mødet.
Det er altid sjovt at møde kendte mennesker. Jeg husker også tydeligt vi i skolen var på vej ud til en idrætshal, og jeg så Egon Olsen (Ove Sprogøe) ved et stoppested på Gl. Kongevej på Frederiksberg. Han var alt andet end det man forventede – en helt normal mand som alle kunne snakke med. Han har garanteret syntes det var sjovt, at så mange huskede ham som Egon Olsen. Æret være hans minde.
Min påstand, som kunne være et spørgsmål til be- eller afkræftelse er:
Enten har en person talent for at skrive eller også har vedkommende det ikke. Det der kan opøves og forbedres er skrivestilen men fantasien bagved, som skaber sammenhængene kan aldrig blive godt, hvis ikke talentet først er til stede.
[På fransk: Ma proposition est que nous sommes tous dans une des deux groupes: soit avec ou sans le talent d'écrire. Ce qui peut être amélioré c'est le style, mais l'histoire ne pourra jamais devenir bonne si le talent n'est pas présent.]
Tak for en god, og spændende blog, hvor du øser ud af talentet til stor gavn for alle os, der har samme aspiration.
Tak for din kommentar. Jeg har mødt en del kendte i tidens løb. Nogle kan overraske – Jesper Langberg nassede smøger hos min eksmand en hel aften, mens han fortalte om, at han havde toldfri derhjemme. Dagen efter kunne han ikke genkende os. Jeg fyrede min eksmand for at være sådan en vatnisse! Poul Bundgaard var uhyre sympatisk. Det samme gælder for hvad-hed-han-nu med Jesusfilmen, Thorsen. Men ja, du har nok ret – de kendte er ligesom os andre – mennesker på godt og ondt.
Din teori harmonerer med Stephen Kings. Han siger, at man kan lære en god fatter at blive bedre, men man kan ikke gøre ham til en supergod forfatter. Man kan forbedre sig lidt inden for sine rammer og det talent, man har.
Det har I nok ret i.