Er kritik af det gode?

by Britt Malka on 18-05-2008

I Frankrig (måske også andre steder i verden?) har vi en musikalsk stilart, der hedder Slam. Det er digte, som er understøttet af musik, og et digt må maks. vare 3 minutter.

Når der er Slam-aftener, kommer de unge op en ad gangen og fortolker deres slam. Reglen for publikum er: KUN positiv kritik.

Det kom vi til at tale om i går aftes, da vi lyttede til Grand Corps Malade, som nok er den bedste og mest kendte franske slammer.

Men er det ikke kritik, vi lærer noget af?

Jo, hvis det er kvalificeret kritik. Ikke destruktiv kritik. Og det bliver ofte bare unyttig, evt. destruktiv kritik, hvis den kommer fra lægmænd.

Da min redaktør i sin tid satte røde streger over ord, der skulle flyttes eller fjernes, tog jeg kritikken positivt og valgte at lære af den. Alt andet ville i øvrigt have været dumt. Men min redaktør var så sandelig også uddannet til at gøre sit job.

Det er noget helt andet, hvis du sætter dine digte eller noveller online et sted som Fyldepennen.dk, som jeg har hørt skulle være et ret barsk sted at være.

Vi forfattere er jo et eller andet sted hudløse, ikke? Det, vi skriver, det er en del af os, en del af vores personlighed. Hvis “vi” bliver kritiseret synder og sammen, så rammer det os. Og vi lukker blokken i og lægger fyldepennen fra os.

Ved kun at modtage positiv kritik lærer vi, hvor vores stærk sider er, og så kan vi udbygge dem og gøre dem stærkere. Med tiden vil jeg håbe, at vi alle finder en kvalificeret kritiker, der også kan gøre de svage sider stærkere.

Men ellers: Kritik? Nej, tak. Den kan vi ikke bruge til noget alligevel.

Leave a Comment

*

Previous post:

Next post: