Du har brugt et par år på din bog. Den bliver trykt, og kort efter opdager du, at den cirkulerer gratis på internettet. En eller anden idiot har scannet hele din bog, hele dit arbejde, og gemt det i pdf-format, som han nu “gavmildt” deler med andre via P2P eller Torrents.
Hvad kan du stille op?
Du skal være smigret. Meget smigret. Det betyder, at din bog er et mesterværk.
De fleste pirater gider nemlig ikke at scanne bøger. Det er kedeligt, meget kedeligt, og det tager meget, meget lang tid. I de fleste tilfælde kan du være helt rolig – ingen vil gide at scanne dine værker for herefter at give dem væk på ulovlig vis.
De ulovlige pirater behøver du ikke at bekymre dig om.
Selv hvis du udgiver e-bøger i pdf-format, er der midler, du kan tage i brug.
Benyt dig af den meget menneskelige egenskab: grådighed.
Hvis du vil undgå, at folk giver dine e-bøger væk, skal du bare give dem mulighed for at tjene fedt på at sælge dem til andre. Nogle vil alligevel give dem væk, men så skidt pyt, hvis du derved bliver kendt.
Der er i midlertid en pirat, der måske kan koste dig en del penge. Ah, to pirater, ved nærmere eftertanke.
For mit vedkommende er det handelsskoler/skoler og biblioteker. De benytter rask væk det materiale, jeg har brugt timer på at fremstille, timer, som jeg kunne have brugt til at tjene penge på anden vis. De giver det væk gratis, kopierer det gratis.
Og det er fuldt lovligt.
Men okay, ethvert menneske har et valg. Hvis du er bange for, at dine bøger bliver pirateret, så lad være med at udgive nogen. Hvis du ikke vil have dem på biblioteket, så lad være med at udgive dem i Danmark. Det valg har jeg truffet.