Kindlen kan nu fås over det meste af verden, også i Danmark. Du kan endda lave din egen bog og udgive den på Kindle uden det store besvær. Og så er det gratis.
Måske kender du ingen, der har en Kindle? Ikke noget problem. Folk kan gratis downloade programmet til deres pc eller Mac eller til deres telefon. Så selv om de ikke skulle have den lækre Kindle selv, så kan de sagtens læse din bog af den grund. Med andre ord: Din familie har ingen undskyldning
Hvordan laver du så en Kindle-bog?
Ja, først er du nødt til at skrive den – eller finde noget materiale, der er i public domain. Du er nødt til at skrive teksten enten på engelsk, fransk, tysk, italiensk, portugisisk, eller spansk. Dansk kommer sandsynligvis på listen senere.
Hvis du skriver i Word eller Open Office, er det bedst at gemme i HTML-format bagefter og uploade dette i en zippet fil med billeder og alt.
Opret en kunde-konto hos Amazon.com, hvis du ikke allerede har det, og gå til følgende link for at sætte din Kindle-bog til salg:
Du skal udfylde oplysninger med dit navn og adresse, og så er du ellers klar til at skabe din første bog.
Følg guiden, der er ganske lige til. Når du har udfyldt de nødvendige felter, og uploadet et forside-billede og selve filen med bogen, er du klar til at angive en pris. Hvis du vælger at sælge din Kindle-bog for et beløb imellem 3-10 dollars, kan du få 70 % i royalty. Ellers er det 35 %. Til sammenligning får jeg 15 % hos Libris for trykte bøger.
Bagefter skal du vente på, at din bog bliver godkendt. Det skulle tage 24 timer for engelske bøger.
Og så kan du prale af, at du er forfatter og bliver solgt hos Amazon.