Hvad enten du skriver faglitteratur eller skønlitteratur, får du brug for tale-etiketter i det øjeblik, du kaster dig ud i direkte tale – dialog.
Tale-etikker er den forklaring, du sætter efter den direkte tale, fx:
“Kom indenfor”, sagde hun.
Men “sagde hun”, “sagde han” osv. bliver hurtigt meget trivielt at se på, hvis du har en længere dialog, så hvad gør du?
Undlad tale-etiketten
En metode er at undlade tale-etiketten i hvert fald i nogle af tilfældene.
Hvis du fx lader to mennesker tale sammen, kan du mindst hver anden gang udelade tale-etiketten. Faktisk mere end det, fordi det bliver let for læseren at følge med, indtil du når omkring den sjette eller syvende replik.
“Kom indenfor”, sagde hun.
“Ih, hvor er her pænt”.
“Tak skal du have. Vil du have kaffe?”
“Ja, tak”.
Ikke verdens mest opfindsomme dialog, men til at finde rundt i, selv om jeg kun har brugt en enkelt tale-etiket.
Det kan gøres endnu tydeligere, hvis du tilføjer en sætning om, hvad der foregår – en ledsagende handling.
“Kom indenfor”, sagde hun.
“Ih, hvor er her pænt”. Han travede ind i en entreen og stillede de våde sko på måtten.
“Tak skal du have. Vil du have kaffe?” Hun vinkede ham ind i stuen, alt imens hun selv bevægede sig hen imod køkkenet.
“Ja, tak”. Han snusede til den behagelige duft af nybragt kringle, og hans mave knurrede allerede ved tanken om lækkerbidden, der ventede ham.
Hvad kan du skrive i tale-etiketten?
En person kan hviske, sige, skrige eller mumle, når han siger noget.
Men han kan ikke “smile” en sætning. Medmindre han er bugtaler, måske …
Stryg følgende af repertoiret med det samme:
“Gør ved mig, hvad du vil”, smilede hun frækt.
Det er en ledsagende handling (smile), ikke en tale-etiket.
Det bliver endnu mere grotesk, hvis du vælger en anden handling end at smile, fx:
“Tak skal du have. Vil du have kaffe?”, skænkede hun op.
Nej, vel?
