Klokken er 9 om morgenen, og du skal lige have endnu en kop kaffe, før du går i gang. Omkring kl. 9:17 sætter du dig ved computeren og starter dagen med at hente e-mails. Der er en del hastesager iblandt, som du er nødt til at behandle med det samme. Ha! Din veninde har også sendt dig et link til en hylemorsom film på YouTube, som du surfer lidt rundt på bagefter.
Ups, klokken er allerede 11. NU skal du i gang! Du starter dit tekstbehandlingsprogram og kommer i tanker om, at hundene stadig er ude i haven, så du går ned for at lukke dem ind. Undervejs opdager du opvasken fra i går aftes. Dengang mente du, at det var meget hyggeligere at smutte ind og se film med din kæreste end at skylle af og sætte i maskinen. Nu betyder det, at madresterne har sat sig godt fast, og det tager dig et godt stykke tid at få ryddet køkkenet.
Op til computeren igen … tekstbehandlingsprogrammet, der er det. Hvor er det nu, du er nået til? Åh, ja, starten af kapitel 1. Hm … Måske er det værd lige at undersøge nogle ting grundigere, før du skriver dem ned. Research kan aldrig gøres for grundigt. Og det er alligevel tid til frokost nu, så skriverierne må vente.
Resten af dagen går selvfølgelig på samme måde.
Det er frustrerende, og det er noget, vi alle sammen kender i større eller mindre grad.
Der er mange grunde til procrastination. Dem vil jeg ikke komme ind på her. Her vil jeg blot tilbyde dig en e-bog med titlen “Time Management for Creative People“. Bare roligt, du spilder ikke tiden ved at læse den
Bogen er på 32 letlæste sider, og den er helt gratis. Du har endda ret til at give den videre, uændret.
Bare et af tippene deri har betydet, at jeg har nået meget mere i dag, også af “ubehagelige” jobs, end jeg plejer.
{ 4 comments… read them below or add one }
Så du siger altså at man KAN styre tiden. Meget interessant. Det skal da afprøves
Jeg tror nu ikke det mindste på at tiden kan styres. Det der kan styres, er det man anvender tiden til. Tiden har vi jo alle ganske det samme af, i hvert fald pr. døgn.
Hvor herligt i øvrigt, at procrastination endelig er blevet et dansk ord!
Det afgørende er ihvertfald, at det ikke er uvæsentligt hvordan man prioriterer dagens gøremål. Men rigtig træls når man finder ud af at man har spildt tiden, for den kommer jo aldrig tilbage.
He he, Mike
Jørgen, jeg har fundet ordet flere danske steder, men jeg synes ikke, at jeg har fundet et bedre på dansk, så jeg har valgt at bruge det. Nu bliver det så endnu mere dansk
Vivi, ja, det kan være surt at opdage, at tiden bare er smuldret. Omvendt tror jeg, at det er godt at have dage, hvor man lader tiden smuldre og bare nyder det
Bare man ikke tager for mange af dem. Men alle ugens dage bør ikke være hårdt slid og effektivitet.