De bedste forfattere er geniale ud i kunsten “at se”. Pudsigt nok er det ikke nok at have øjne for at kunne se. En computer kan i teorien “se”, hvis den har et indbygget webcam, men den kan på ingen måde fortolke det “sete”, og deri består forskellen imellem at registrere billeder og at se.
At se er altså ikke kun at registrere, men at være klar over, hvilken betydning det registrerede har.
Du kan træne dig selv til at blive bedre til at se – også det, du læser.
Stil spørgsmålstegn ved det kendte
Uanset hvad dine øjne hviler på, så lad som om, at alt er nyt og ukendt igen. Hvad ser du? Er det nu rigtigt? Hvad føler du ved det, du ser? Hvilken ting er det helt præcist, der får dig til at føle sådan?
Hvis du kan ramme det, der får dig til at føle, og beskrive netop det, så vil du få læseren til at føle lige nøjagtigt det samme, som du gør.
Som en praktisk øvelse kan du kigge på noget levende, noget organisk, som fx din sovende køt… hund, din solslikkende kat, din forvoksede græsplæne, eller hvad du nu har i nærheden.
Kig på det. Nedstir det, indtil du har lært noget, du ikke vidste før. Bagefter skriver du om det på en sådan måde, at du videreformidler det, du har følt.
Se, også når du læser
På mit natbord ligger lige nu et ulæst fransk ugeblad om helse. En af overskrifterne lyder (i min oversættelse): Hvilken migrænekvinde er du? (Quelle migraineuse êtes-vous?). Inde i bladet er der så en test, man kan prøve.
Hvad synes du om den overskrift? Hvad får den dig til at føle?
(Min mand foreslog oversættelsen “migræne-patient”, og jeg havde først valgt “migræne-type” som oversættelse af ordet “migraineuse”).
Hvis den ikke får dig til at føle noget, så bliv ved med at se på sætningen, indtil den gør. Hvis det ikke lykkedes dig, okay, så drop det, og gå videre med en anden sætning efter eget valg.
Beskriv enkeltheder, ikke almindeligheder
Gå ud et sted, hvor der er andre mennesker, og udvælg dig en, som du herefter skal beskrive.
Sørg for at beskrive manden eller kvinden, så der ikke er noget at tage fejl af. Det nytter ikke meget at skrive “en gammel kvinde med blåt hår”. Det vil give adskillige tusinde resultater, hvis andre skulle finde frem til, hvem du havde beskrevet. Det samme gælder naturligvis “en gammel, skaldet mand”, “en ung fyr i cowboysbukser”.
Beskriv de enkeltheder, som gør personen unik. Bliv ved med at kigge, indtil du ser det.
