Vil du skrive noveller? Kun en slags kan give dig penge

by Britt Malka on 23-06-2010

Groft sagt: Hvis du ikke skriver romantiske noveller, kan du ikke tjene penge.

Dette er meget groft sagt, må jeg indrømme, for selvfølgelig er der andre muligheder, men her er, hvad du skal regne med, hvis du vil skrive noveller og have dem udgivet.

Dengang jeg startede på at skrive for alvor, så jeg noveller som en hurtig og ren mulighed. Først skrev jeg en pladder-romantisk og elendig novelle, som jeg heldigvis ikke forsøgte at få solgt.

En nat var jeg på vej hjem som passager under en times bilkørsel, og tankerne fløj … Jeg fik idéen til en novelle, og jeg udviklede faktisk hele handlingen fra start til slut under bilkørslen. Kort tid senere skrev jeg den ned, og jeg sendte den til Danmarks Radio i håbet om at få den udgivet som radiospil. De kunne lide den, men det var ikke den type, de brugte, svarede de, og anbefalede mig i stedet Alt for Damerne.

Alt for Damerne udgav den, men da jeg nogle år senere kontaktede dem igen, var de holdt op med at udgive noveller.

Tilbage er der (mig bekendt) kun romantiske noveller i ugeblade som Familiejournalen.

Novellesamlinger

Hvis du skriver mere end en novelle, og flere af dem er gode, kan du være heldig at få udgivet en novelle-samling.

Men er det noget, der vil gøre dig rig?

Hvornår har du sidst købt en novellesamling?

Jeg ved, hvornår jeg har. Det er 14-15 år siden, jeg købte Finn Dreibeks noveller for en rund ti’er. Før den var det Karin Blixens noveller. Før den – intet. Efter – intet. Jeg har godt nok lyttet til nogle Stephen King noveller, som jeg lånte som lydbog på biblioteket, men det er alt.

Så overvej, om der er et marked for dine noveller.

Romantiske noveller

Desværre er det aldrig lykkedes mig at skrive noget vellykket inden for denne genre. Måske skyldes det, at jeg ikke læser den selv? Og derfor ikke rigtigt kan finde den rette tone? Jo, jeg læste kærlighedsromaner, da jeg var teenager, men jeg har ikke gidet det siden dengang, må jeg indrømme. For der er uden tvivl en del at hente, hvis du kan ramme denne genre.

Hvilken type noveller, ville du skrive, hvis du skulle skrive noveller? Og hvordan ville du tjene penge på dem? Fortæl mig om det i kommentarerne.

{ 1 comment… read it below or add one }

Henrik Blunck June 23, 2010 at 18:59

Jeg må blankt erkende, at jeg lige har anmeldt en super novellesamling. Mads Kastrup har begået en novellesamling med titlen “Mandefald” via Gyldendal, og jeg kan love dig for læseren er underholdt fra ende til anden.

Jeg skrev faktisk disse ord om bogen:

=== citat ===
Mads Kastrups debut med de 27 noveller i Mandefald er afgjort et smukt tidsbillede af Danmark. Læseren er godt underholdt lige fra novellen med kunstneren der spiser og drikker sig gennem interviewet til den besværlige samtale med Mor. Mandefald er skrevet med et skarpt og dejligt nuanceret sprog, og læseren vil efter læsningen faktisk ærgre sig over at næste samling ikke er skrevet endnu.
Vi kommer afgjort til at høre mere til Mads Kastrup for han har med sin livserfaring bragt os det vi kan lide. Den gode bog er skrevet af hans pen, og han fortjener afgjort **** ud af fem mulige stjerner for en oplevelse i særklasse.
=== citat slut ===

Jeg er dog enig med dig i at det er meget få der får chancen for at udgive ad de almindelige kanaler. Forlagene er meget forsigtige med hvad de optager af titler, så de fleste vil nok skulle udgive via f.eks. Lulu først for at skabe sig et navn.

Leave a Comment

*

Previous post:

Next post: