Hvor meget får man i forfatter-honorar?

by Britt Malka on 21-10-2009

Hvis du planlægger at få udgivet en bog via et forlag, er det meget rart at have en idé om, hvad du kan forvente at få i forfatter-honorar, også kaldet royalty.

Især da alle forlag ikke er lige fine i kanten …

Du kan godt regne med, at de store forlag er reelle nok. De giver dig det, du skal have. Honoraret skulle gerne ligge på 10-15 % af salgsprisen uden moms, og med et forskud, som du beholder, uanset om bogen sælger det fornødne antal eller ej.

Dette forskud, eller garantisum, udgør ofte en tredjedel af dit forventede forfatter-honorar.

I sin tid tilbød et lille forlag mig 4 % i forfatter-honorar. Jeg havde kun fået udgivet to bøger på det tidspunkt: en bog for de danske handelsskoler, og en for daværende Teknisk Forlag, så jeg var ikke særlig kendt. Nogen vil forsøge at udnytte, at mange forfattere gerne vil udgives og blive kendte for enhver pris.

Det ville jeg ikke. Jeg kendte min pris og protesterede. Så røg procentdelen da også i vejret med undskyldningen, at jeg nok havde fået den forkerte kontrakt tilsendt.

Nogle forlag udbetaler kun royalties en gang om året, mens andre gør det to gange om året.

Selvsagt er det bedst for dig at få udbetalt pengene to gange om året, også selv om du kun modtager halvt så meget.

Lad os tage et konkret eksempel. Lad os sige, at du har skrevet en fagbog, som sælges for kr. 59 inklusive moms. Beløbet eksklusive moms er beregningsgrundlaget, altså 47,20. Hvis du får 15 % i honorar af dette beløb, tjener du 7,08 per solgt bog.

Hvis første oplag udgør 3.000 eksemplarer, er din forventede indtjening 21.240, og du bør så få ca. 1/3 af dette i forskud, altså 7.080.

Når du modtager royalty-afregning, vil du kunne se det solgte antal bøger og den fortjeneste, du har fået heraf. Forskuddet vil blive trukket fra. Hvis du allerede første gang har solgt mere end 1/3 af oplaget, vil du få udbetalt penge. Hvis du har solgt mindre, må du vente til senere.

{ 5 comments… read them below or add one }

Henrik Blunck October 22, 2009 at 14:15

Super artikel, og rigtigt godt at få nogle konkrete tal på bordet.

For min egen del tror jeg hellere jeg vil holde mig til e-bøger. Jeg tænder ikke helt så meget på at se mit navn på tryk, og skulle jeg få brug for det kan Lulu.com godt klare et enkelt tryk af bogen. ;-)

Men nu kan forfatterspirer få et godt indtryk af nogle tal at gå ud fra. Super. :-)

Rikke March 15, 2010 at 10:46

Men hvad er salgsprisen?

Er det den, sikker ikke særlige høje pris, som forslaget sælger bogen videre til boghandlerne for?

Eller, er det salgsprisen?

Og hvad så, når boghandlerne sætter bogen på udsalg mv.?

Kan du ikke forklare, hvordan dette hænger sammen i forhold til royalties?

Britt Malka March 15, 2010 at 14:13

Den salgspris, der beregnes royalty af, er som regel den salgspris, som bogen sælges for i boghandlen, dog minus moms.

Altså, hvis du som almindelig kunde kan købe bogen til 100 kroner, så vil forfatteren få royalty af de 80 (prisen ekskl. moms).

Hvis boghandleren sætter bogen på udsalg, er det hans problem. Til gengæld hvis forlaget sætter bogen på udsalg, får du royalties af den lavere udsalgspris.

Alt dette skal tages med forbehold for den enkelte kontrakt. Det er bare de generelle regler, jeg kender til, og som jeg selv har oplevet.

Mona Kristensen September 4, 2010 at 11:27

Det er super dejligt at få nogle tal på..
Arbejder selv i øjeblikket på at skrive en fagbog, så derfor er det rart at vide hvordan prisen hænger sammen.
Jeg synes det er meget forvirrende at finde rundt i.. hvem vil udgive den?? hvor skal man henvende sig?? osv..

Vil du være behjælpelig med diverse spørgsmål?

Mvh. Mona Kristensen

Britt Malka September 7, 2010 at 15:48

Jeg kender kun meget få danske forlag, Mona. Det bedste er nok at finde fagbøger i samme genre som din og se, hvor de er udgivet. Herefter kan du tjekke disse forlags hjemmeside og finde ud af, hvordan de gerne vil have tilsendt manuskripter osv. Held og lykke med det.

Leave a Comment

*

Previous post:

Next post: