Se sådan på det: Der er en væsentlig forskel på at udgive en bog på et forlag og at sætte sine skriverier online.
Før du læser videre, så gæt lige på, hvor du tjener flest penge?
Min erfaring er, at jeg har tjent langt mere på de tips, jeg har sat online på henholdsvis www.tips-og-tricks.com og www.godteposen.com end på dem, jeg har fået udgivet i hæfteform hos forlaget Libris.
En af grundene er, at tipsene på nettet er gratis. Jeg får min betaling fra de reklamer, som folk klikker på. Folk skal ikke først punge ud med 60-100 kroner for at læse dem, og det giver selvfølgelig en langt større læserskare.
En anden er, at mine tips på nettet, selv om jeg skrev nogle af dem for mere end seks år siden, stadig ligger der og tjener penge til mig.
De bøger, jeg skrev for seks år siden, er for længst udgået af handelen, og jeg tjener ikke længere penge på dem.
De eneste gamle hæfter, jeg stadig tjener penge på, er faktisk min bog om Word, som jeg er ved at lægge ud på www.wordbogen.info og mit hæfte om PHP, som jeg har omdannet til et videokursus, som jeg sælger fra www.seferim.com/php.
Vil det altid være sådan?
Nej, jeg gætter på, at hvis du skriver romaner eller digte, vil du nok kunne tjene mere ved at blive udgivet via et traditionelt forlag. Tror jeg.
Nogen erfaringer blandt læserne?