Et billede siger mere end 1000 ord, og det gælder også sproglige billeder, de såkaldte metaforer. Men du skal vælge dem med omhu. Fra Ingeniøren har jeg sakset dette morsomme og uheldige billedvalg:
Haldor Topsøe forhandler med Skive Fjernvarme om et nyt forsøgsanlæg, der skal omdanne gas fra træflis til benzin. »Vi har teknikken, så vi skal være i luften i løbet af et år,« siger projektdirektør.
Benzin i luften? Farligt
En af mestrene, når det angår billeder, er Stephen King, som ikke lader sig nøje med de billeder, der efterhånden er blevet til clichéer (som fx at være i luften), men skaber sig sine helt egne og nye.
Forfatteren Douglas Adams har nok begået et af de bedste sproglige billeder, jeg nogensiden har læst. Det er i starten af bogserien “A Hitchhiker’s Guide to the Galaxy”, hvor han fortæller om rumskibe, som hænger i luften på samme måde som mursten ikke gør.
Hvilke gode eller sjove metaforer er du faldet over har du læst?
{ 3 comments… read them below or add one }
Hej,
I brugen af billeder er det vigtigt at fokusere på detaljerne. Det er ved de store armbevægelser (“flaget blafrede i vinden”), at klichéerne som regel opstår.
Det skyldes, at læseren godt kender alle de store ting i forvejen – og en billedmæssig kliché kan bestå i at beskrive det, som læseren godt ved.
Beskriv det, som læseren ikke automatisk putter ind i billedet! Ved et flag der blafrer i vinden, er det ikke hele flaget, der er interessant, men det kan være hvordan den yderste tap af det hvide kryds bevæger sig på en særlig måde, i netop den vind, der bevæger sig på en unik måde den dag.
Eksempler på klichéer vil jeg overlade til andre.
Gode hilsner,
Søren
Netop Douglas Adams’ sproglige billede om rumskibene, der hang i luften, præcis på samme måde, som mursten ikke gør (!) i “A Hitchhiker’s Guide to the Galaxy” har også inspireret mig! Ikke fordi, jeg har skrevet noget endnu (er en af dem, som bare drømmer endnu), men hans sætning sidder i mit baghovede (endnu et sprogligt billede). Han er fantastisk kreativ den mand!
Han var, ja – han er desværre død i alt for ung en alder. 44 så vidt jeg husker. Ikke engang det magiske 42
Boede halvdelen af året i England og den anden halvdel i Frankrig i øvrigt.